Den Danske Hannoveraner Forenings dressur clinic den 6. feb. 2025 på Randbøll Dressage var med sine knap 400 deltagere en kæmpe succes.

Temaet for clinicen var: ”Fra føl til Grand Prix” – Foreningens formand Helene Geervliet bød velkommen og derefter blev aftenen indledt af Cecilie Ventzel Jensen og Lennart Lindberg fra Equinito, som fortalte om, hvordan hestens holdbarhed, kunne optimeres gennem korrekt management i de første leveår og tidligere landsholdsrytter og landstræner, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, tog sig af hestens uddannelse fra unghest til dressurens højeste niveau.

Mens Equinito viste to plage med meget forskellige kvaliteter, blev der talt om holdbarhed, ridelighed og temperament som alle var enige om er de væsentligste pejlemærker i avl af fremtidens rideheste. Derefter så vi en 3-årig hoppe e. Fürstenball x Sensation med et herligt overblik og et forbilledligt temperament.

Nathalie kom på banen for at kommentere ridehestene, som spændte i alder fra 5 til 21 år.

Inden delte Nathalie nogle af sine egene betragtninger med publikum omkring, hvordan heste i fremtiden kan blive ældre inde for dressursporten. Hun påpegede, at ingen hest bliver født som en Grand Prix hest, og at det tager lang tid at uddanne og forme hesten dertil.  Derfor mente hun at heste, der deltager i GP konkurrence mindst brude være 10 år for at sikre, at de kan opnå den nødvendige styrke til de krævende øvelser. Hun var inspireret af de spanske rideskole i Wien, hvor hun ofte underviste. Her tilrides hestene først som 4-årige og sidebevægelser begynder først i 6-års alderen, når sener og brusk er styrket. Og her går mange af hestene deres øvelser højt op i alderen.

Mens de første heste kom ind understregede Nathalie, at alle heste har svagheder og styrker, og at formålet med træningen at udligne disse svagheder og styrker med individuelle øvelser. Men fælles for alle heste er, at de skal være i balance for at kunne blive redet frem til hånden, og at de skal være afslappede for at kunne bruge deres ryglinje.

Alle ridehestene var smukt fremført af Sophia Obel, Carl-Christian Savola og Dennis Fisker og de havde valgt meget forskellige typer heste i forskellig udvikling og med forskellige highlights.

Som tilskuer var Nathalies tilgang til hver enkel hest betagende. Med meget fine små hjælpere fik Nathalie hurtigt hver hest til lige at gå lige lidt bedre end i udgangspunktet, om det så var en bedre gennemspringende galop, et mere afslappet changement, en mere smidig trav eller en mere aktiv pirouette.

Aftenen afsluttedes af Sophis Obel som red Dennis Fiskers 21-årige Hannoveraner hingst Delatio (De Niro x Rubinstein). Sjældent har jeg set så livsglad, smidig og sprudlende en hest, der dansede på banen med ørerne fremme under alle GP øvelser. Delatio er i sig selv et levende bevis på, at hvis man passer godt på sin hest, kan den gå GP selv op i en høj alder.

Det var utroligt instruktivt og spændende at se på som tilskuer, og jeg tænker at det må have været en fornøjelse at være rytter og få lov til at ride under Nathalies meget kyndige blik.

Den Danske Hanoveraner Forening var med på dagen sekunderet af det tyske Hannoveraner Verband ved Maren Schlender og Wilken Treu, der var til stede som forbundets International eksperter for at kunne svare på spørgsmål fra de mange tilskuere.